Jeg er født af forældre i arbejderklassen i en storby. Så langt som jeg kan huske tilbage, har jeg følt mig som en fremmed, og altid været bekymret. Denne bekymring tog form i konstante og alt opslugende tanker. Jeg tænkte og bekymrede mig for alt. Jeg tænkte på, hvor meget jeg hadede at leve i et voldeligt og skræmmende hus. Jeg var bange for den Kolde Krig. Jeg var bange for, at min far ville miste sit job. Jeg var bange for min yngre søsters anoreksi. Som hendes ældre bror, måtte mit konstante drilleri have spillet en rolle. Jeg bekymrede mig om universet, og om det var uendeligt eller begrænset. Jeg bekymrede mig en hel del om skolen og eksamener. Det bekymrede mig, at jeg ikke så godt nok ud. Det bekymrede mig, hvad andre tænkte om mig. Selvfølgelig hjalp ingen af disse altopslugende tanker mig, eller ændrede situationen. Jeg bekymrede mig for alt. Det gjorde mig til et frygtsom nervøst vrag. Bange for livet.
Efter at have besluttet, at virkeligheden var meget skræmmende og ikke kunne bruges til noget, besluttede jeg at skabe en ny verden i mit hoved, og bo der i stedet for. Jeg opdagede, at stoffer kunne fjerne frygten og min følelse af at være social akavet. Så jeg kastede mig ud i fantasiliv og stofmisbrug. Kaos reagerede. Jeg holdt op med at bekymre mig om livet var uendeligt eller begrænset og besluttede mig for, at hvad end det var, så var jeg centrum for det.
Mit ego var enormt, men jeg havde det forfærdeligt. Jeg forstod ikke dette paradoks. Og så var der mad. Altid forsøge at kontrollere mad. Besat af min vægt. Forfærdende dysmorfobi. Men alkohol, stoffer og sex slog mig hurtigere ihjel end mad gjorde.
Så, efter et falleret ægteskab, adskillige fyringer fra jobs, forsøg med terapi og religiøs konvertering, overgav jeg mig til det faktum at jeg var alkoholiker, sexaddict og narkoman. Jeg tog til et tolv trins fællesskab for at få hjælp.
Jeg fik ryddet op og stoppede med stemningsændrende midler og opførsel. Jeg fik en sponsor og arbejdede med trinene. Jeg følte mig bedre. Men der var stadig maden. Min spisning var sindssyg. Udefra så min spisning ikke slemt ud. Jeg virkede normal, det havde programmet givet mig. Men jeg havde stadig besættelsen. Jeg vidste, at jeg ikke kunne overspise eller kaste op, det var ikke ædruelighed. Men jeg var stadig besat af min vægt og min krop. Jeg talte med min sponsor og udarbejdede en madplan sammen med ham. Jeg holdt mig til den. Besættelsen gik ikke væk. Min sponsor var ikke addictive spiser, og han anerkendte at dette problem var mere end han kunne hjælpe med. Han foreslog mig at jeg tog til et 12- trins fællesskab for spiseforstyrrede.
I dette fællesskab mødte jeg en gruppe af mennesker der fulgte et meget simpelt program for helbredelse baseret på den grundlæggende tekst af Anonyme Alkoholikere, eller Store Bog, som medlemmerne kærligt kalder den. Til at begynde med, oplevede jeg dette en smule forvirrende. Var store bog ikke forældet, vigtig for sin tid og som et springbræt til andre tolv trins fællesskaber, men nu erstattet af mere ” sofistikerede ” tekster. Desuden, hvordan skulle denne bog kunne hjælpe mig med mit mad problem.
Ved at have en smule åbent sind og meget ængstelse, begyndte jeg at gå til store bog møder. Det ændrede mit liv. Jeg havde brugt år på at lære en kompliceret terapi jargon, som jeg troede kunne hjælpe mig til at ”forstå” mig selv. Faktisk fastholdt denne jargon mine lænker.
Løsningen var enkel; find Gud, ryd ud og hjælp andre. Igennem dette er jeg på daglig basis befriet af selvets lænker, og min besættelse af mad taget fra mig. Jeg er befriet af den tænkning, der var så besættende, at den dominerede mit liv. Ved at modtage vejledning, være villig og åben for at lære og at leve programmet som en livsstil, er jeg blevet tildelt et liv, der overgår mine vildeste drømme.
Hver dag gør jeg et par enkle ting, beder, mediterer, læser, ringer til min AEA sponsor, arbejder med andre addictive spisere og går til møder. Ud fra dette lever jeg mit liv. Og livet er godt.
Comments